home LinkedIn Facebook Twitter Instagram search

…flirt med virkeligheden…

Jeg læste lige den anden dag om en diamanthandler, som var blevet myrdet i Holland, og måtte straks tænke på, at det i Den norske lakaj er sådan, at politiet i Haag også har gang i sådan en sag i tillæg til den sag, som Ketil Brandt interesser sig for. Jeg tænkte, at det jo er lidt den omvendte verden, når noget jeg har skrevet i en skønlitterær bog, EFTERFØLGENDE sker i virkeligheden. Normalt er fiktionen, i hvert fald hos mig, inspireret af virkeligheden, som den er hændt – eller kan tænkes at hænde med en vis sandsynlighed. Det sjove er så, at jeg faktisk har oplevet at være på forkant et par andre gange, f.eks. i Den danske lokkedue, hvor den danske håndboldspiller Kristina Bille rejste ned for at spille i Ljubljana, ligesom Helle Madsen i bogen. Heldigvis blev det et noget fredeligere ophold i virkeligheden, som jeg har forstået det 🙂 En anden ting var, at det gik op for mig – efter at Den danske lokkedue gik i trykken – at der faktisk i virkeligheden fandtes en ejer af en supermarkedskæde, som steg op i politik med raketfart. En slags virkelighedens Josip Österreicher! Sådan da…Vil ikke påstå, at jeg har profetiske evner, men der er nu sjovt, når fiktionen overhaler virkeligheden. Eller skulle man sige, at virkeligheden overgår fantasien. I hvert fald kommer denne flirt med virkeligheden til at gøre fiktionen ekstra nutidig. Måske…