Den finske patriot, der er det fjerde selvstændige bind i krimiserien om journalisten Ketil Brandt, er nu udkommet og kan fra i dag, den 4. april, købes hos landets boghandlere.
Handlingen i Den finske patriot finder sted på et tidspunkt, hvor der er diplomatisk krise mellem EU og USA på den ene side og Rusland på den anden. Den kendte russiske homo-aktivist Sevastian Sidorov er fundet myrdet i en sauna i det østlige Finland og sporet peger mod Rusland. Den danske journalist Ketil Brandt bliver sendt til Finland for at dække den sprængfarlige sag og befinder sig snart i et speget spil mellem aktivister, nationalister, den ortodokse kirke, udenlandske ambassadører og inderkredsen omkring den finske præsident. Og alt for sent indser Ketil, hvor farligt spillet er.
De øvrige bøger i serien hedder Den danske lokkedue, Den norske lakaj og Den svenske løgner. Ketil Brandt-bøgerne er solgt til udgivelse i Sverige, Slovenien og Tyrkiet.