home LinkedIn Facebook Twitter Instagram search

nogle intense dage

Så kom Den norske lakaj på gaden, og lige som sidste gang har det været nogle intense dage omkring udgivelsen. Officielt udkom bogen i fredags den 23., men allerede torsdag aften afholdt Turbine og jeg en åben “release-event” på Bartof Café i hovedstaden. Det er her, jeg mestendels har siddet og skrevet på bogen, så intet sted kunne være mere passende. Det blev ikke uventet yderst festligt – og med et rigtigt stort fremmøde af folk, som kom for at sige tillykke og fejre udgivelsen over en pils eller to. For mig var denne aften årets foreløbige højdepunkt, og det var sjovt på den måde at introducere begge bøger for tilfældige og intetanende bargæster, som blev hængende, da de snusede, at der var noget i luften… Jeg selv blev naturligvis nogenlunde til den bitre ende…      I weekenden var der så krimimesse i Horsens, den årlige the-place-to-be begivenhed, hvis man er til krimier. Det var cool pludselig at stå med to bøger på standen, og der var mange nye læsere som stod på, og der blev signeret på livet løs. Andre, som i løbet af året havde læst Den danske lokkedue, kom hen og købte den nye bog og gav en kommentar med på vejen til den første. Et par af dem havde oven i købet opsøgt steder, der optræder i “lokkeduen”, i løbet af deres sommerferie: En restaurant i Ljubljana, en grænseovergang i Kroatien… en enkelt havde tillige været i Bihac i Bosnien. Lidt specielt, for ikke at sige fantastisk, at nogle indirekte er fulgt en lille smule i Ketils fodspor… Højdepunktet var, da jeg skulle interviewes på scenen af Ulla Hinge Thomsen. Jeg var lidt nervøs, men jeg synes selv, vi fik en god snak om Den norske lakaj og Ketil Brandts nye meritter… Nu håber jeg så bare, at den falder i god jord. Igen er der ikke andet at gøre en at vente… (to be continued)