“Den finske patriot”, der er det fjerde selvstændige bind i Henrik Bruns krimiserie om den kontroversielle journalist Ketil Brandt, har nu fået en udgivelsesdato, nemlig den 4. april 2014.

I ”Den Finske Patriot” befinder Ketil Brandt sig midt i en mental nedtur, da han bliver sendt til Finland for at dække en storpolitisk sprængfarlig sag. Den kendte russiske aktivist Sevastian Sidorov, der kæmper for homoseksuelles rettigheder, er blevet myrdet i en sauna i det østlige Finland, hvilket har ført til en diplomatisk krise mellem EU og USA på den ene side og Rusland på den anden. Ketil bliver viklet ind i et speget spil, der går via russiske dissidenter og velmenende aktivister i Finland og Baltikum over den ortodokse kirke og udenlandske ambassadører til cirklerne omkring den finske præsident. Alt for sent indser Ketil, hvor farligt spillet egentlig er, og hvorfor Sidorovs morder selv er på flugt

Ketil Brandt-serien tæller også bøgerne ”Den danske lokkedue” (2011), ”Den norske lakaj” (2012) og ”Den svenske løgner” (2013).