Mord i dit hjem, som netop er udkommet, er en samling krimifortællinger med et benspænd. De SKULLE nemlig foregå i forfatternes eget hjem. Det sted, de fleste – forfattere inklusive – forbinder med noget ufarligt. Sådan er det bare ikke altid.

Jeg har selv bidraget med kriminovellen Brændt mand skyr ilden, hvor jeg har valgt sommerhuset i Blokhus som gerningssted. Siden jeg var barn er jeg kommet dér, og om sommeren sidder jeg ofte i Blokhus og Hune og skriver på bøgerne i min krimiserie om journalisten Ketil Brandt. Men handlingen i de foreløbig fem krimier foregår som oftest i udlandet, hvor jeg foretager researchen, så indtil nu ikke har været helt oplagt at inddrage mit lokalkendskab til Blokhus i bøgerne. Med denne opgave fik jeg imidlertid en ide til et plot, der også har internationalt tilsnit, men som helt oplagt kunne foregå i Blokhus.

I Brændt mand skyr ilden brænder en sommerhusejer ihjel den sidste aften, inden han skal til at rejse hjem fra ferie, og efterforskeren Lone Halskov fra Nordjyllands Politi bliver sat på opgaven sent om aftenen, dagen før Sankt Hans-aften.

Interview på TV2Nord om kriminovellen

De seks andre forfattere, som hver bidrager med en kriminovelle til Mord i dit hjem, er Jakob Melander, Stephanie Caruana, Rune Stefansson, Dorthe Annette Hansen, Pernille Boelskov og Thomas Aagaard Skovmand.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi – når jeg er klar med en ny bog – lægger udgivelsesdatoen om fredagen før den årlige krimimesse i Horsens. Udgivelsen af Den polske lykkejæger i fredags, den 11. marts, var ingen undtagelse. Valget af dato betyder, at jeg kan møde op til messen med en helt frisk spændingsroman på standen, og det giver jer (heldigvis mange og interesserede) læsere mulighed for at høre mig fortælle om bogen allerede inden, I har læst den, ligesom mange ofte får en signatur med på vejen lige efter udgivelsen.

Det giver en særlig premierestemning, ikke mindst hos mig, og igen i år var det en stærk og speciel oplevelse at være i Fænglset i Horsens. Som sædvanligt var det forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen, som interviewede mig på scenen, og det blev til en vist nok rimelig underholdende 20 minutters tid på sort scene. Resten af weekenden gik med at signere bøger på Turbines stand og snakke med jer læsere om bøgerne, hvilket er det bedste. Og selvfølgelig var jeg selv rundt og høre andre forfattere – og iøvrigt udveksle erfaringer med skriverkollegerne, boghandlere og bogbloggerne. Ikke mindst bloggerne har virkelig fået luft under vingerne de senere år, og det er virkelig skønt at mærke deres engagement for forfattere og nye udgivelser på sådan en messe.

De to dage på krimimessen er dog kun en del af hurlumhejet. Allerede om torsdagen, dagen før udgivelsen, fejrede jeg “den lille ny” med et releaseparty, og det var som sædvanligt på Bartof, hvor jeg ofte sidder og skriver ovre i et hjørne. Og fredag var det så tid til interviews og andet pressearbejde. I år var jeg eksempelvis gæst hos P1 Morgen for at fortælle om Den polske lykkejæger og dens handling, der lægger sig lige ind i Europas aktuelle kriser, og det blev til et ret underholdende interview, skulle jeg hilse og sige.

Alt i alt er der tale om årets fire mest intense dage, indtil videre i hvert fald, og nu er det bare at håbe,  at den bliver modtaget godt hos anmelderne, og først og fremmest , at I læsere kan lide bogen.

Som om, jeg var slovener

Forleden blev jeg glad for at se en anmeldelse på en blog i Slovenien. “Et stærkt og omfattende plot og et fint portræt af forholdene i Slovenien og på Balkan”, stod der. Det handlede om “Danska Zanka” (den slovenske udgave af “Den danske lokkedue”), som er den første Ketil Brandt bog, og den foregår mestendels netop i Slovenien. Det gjorde mig i godt humør, helt på samme måde som da en journalist hev mig til side i forbindelse med lanceringen af krimien i oktober: “Hvis ikke jeg vidste, at du var dansker, så ville jeg have troet, at du var slovener,” sagde den flinke reporter, som havde læst bogen, før han skulle interviewe mig til sin avis.

Jeg har taget det til mig som et kompliment, at selv slovenerne synes, at jeg beskriver Ljubljana og det slovenske samfund på en rammende måde. Så har min research været i orden, konkluderer jeg for mig selv. Når men udkommer i det land, hvor ens handling foregår, kan man ellers godt være nervøs for, om man har begået en eller anden fodfejl, som kan irritere læseren. Heldigvis ser det ikke ud til at være tilfældet :-) Tværtimod har jeg mødt masser af begejstring over bogen. Det gjaldt især under min lille pr-tur i forbindelse med udgivelsen. Der var stuvende fuldt til læserarrangementet, som Sanje (mit forlag i Slovenien) havde arrangeret i dets boghandel i det centrale Ljubljana, og jeg gav i løbet af mit fire-dages besøg omkring et dusin interviews til radio, tv, aviser og magasiner.

Med til at skabe en stor interesse var helt sikkert, at skandinaviske krimier generelt er meget populære i Slovenien, og folk fandt det ærlig talt ret fedt, at en skandinavisk krimiforfatter havde henlagt sin handling til Ljubljanas gader. Jeg tror også, det blev modtaget vel, at jeg vitterligt har besøgt landet så regelmæssigt gennem snart 25 år. Mit ophold i denne forbindelse var selvfølgelig helt specielt, og resultatet af en gammel drøm. Det var helt fantastisk at se bogen på tryk, på slovensk, og det var skønt at se gamle venner og bekendte, hvoraf mange havde hjulpet til med research i tidens løb. Det sluttede med en lille releasefest på Kinodvor, hvor det blandt andet var en stor ære, at Jette Ostan Vejrup – dansk skuespiller, bosat i Slovenien – læste op af Danska zanka på slovensk – og lidt på dansk.

 

Når en bog bliver oversat fra et sprog til et andet, er der altid risiko for, at nuancer og betydninger – nogle mere vigtige end andre – går tabt i oversættelsen. Lige i øjeblikket lægges der i Ljubljana sidste hånd på den slovenske udgave af Den danske lokkedue, og i den forbindelse har jeg fået flere henvendelser fra den slovenske oversætter. For selv om han naturligvis kan dansk, så kan det alligevel være en udfordring at finde det rette ord for “klappepølse” (dem, som håndboldtilhængere bruger på lægterne i sportshallen) på slovensk. Eller den helt rigtige forståelse af et internt journalistfagudtryk som “rugbrødsjournalist”. Eller graden af brutalitet i et bestemt dansk slangudtryk eller bandeord.

For mig har det faktisk været spændende denne gang at følge lidt med på sidelinjen under oversættelsen af en af mine bøger. Det har ikke været tilfældet med oversættelserne til svensk og tyrkisk. Det giver sig selv med det svenske på grund af den sproglige nærhed, og med det tyrkiske er oversætteren Sadi Tekelioglu her fra Danmark – og 110 procent inde i såvel det danske og tyrkiske sprog som i Ketils journalistiske univers.

Og allersjovest ved at følge lidt med i oversættelsen af “Danska zanka”, som bogen kommer til at hedde på slovensk, har været at vide, hvor langt, den var i processen. Især nu her, hvor den næsten er klar! Så mærker jeg spændingen for alvor og glæder mig til udgivelsen engang efter sommerferien…

…at udkomme i udlandet…

Indtil videre er Ketil Brandt-bøgerne solgt til udgivelse i tre lande – Sverige, Slovenien og Tyrkiet – og midt i november var jeg så et smut i Istanbul til den årlige bogmesse dér i forbindelse med udgivelsen af den første bog i serien, Den danske lokkedue, på det tyrkiske marked. “Danimarkali Yem” lyder titlen på tyrkisk, og det er altid en speciel og fascinerende oplevelse at se sine skriverier på et andet sprog og med et helt andet omslag end den danske version. Jeg var meget glad for at se den tyrkiske version, som jeg synes er blevet rigtig flot, ligesom det var en kæmpe oplevelse at være gæst hos det tyrkiske forlag Labirent Yayinlari, som har købt rettighederne til serien. Flinke folk! En anden herlig ting var at have Sadi Tekelioglu med på turen fra København til Istanbul. Sadi Tekelioglu har oversat bogen og er også manden, der skal oversætte de næste bøger i serien, som udkommer på tyrkisk i løbet af 2015. Sadis indgående kendskab til Ketil Brandt og bøgernes andre karakterer betød, at han kunne oversætte med særlig indsigt, da jeg på messens sidste dag holdt et oplæg om bøgerne og om nordiske krimier generelt for det tyrkiske publikum. Det var en rigtig fin session, og generelt var bogmessen fantastisk. 50.000 gæster om dagen, og det yngre publikum var klart i overtal. Jeg havde mange gode oplevelser, når jeg signerede bøger på forlagets stand, og naturligvis er selve kæmpebyen Istanbul en stor oplevelse. Det er rigtig sjovt at udkomme i udlandet, og da ikke mindst i de dage, hvor bogen kommer ud. Jeg glæder mig allerede til foråret, hvor Den norske lakaj kommer ud i Tyrkiet og Den danske lokkedue rammer boghandlerne i Slovenien.

Så er manus til den næste bog, den fjerde i serien om Ketil Brandt, afleveret og gennemredigeret. Nu er der kun korrekturlæsningen tilbage, inden bogen sættes op på rigtige bogsider!!! Det bliver skønt.

I denne fase (korrektur og opsætning) er jeg helt ude af processen, og det føles faktisk ganske godt efter en intens redigeringsperiode, hvor jeg og redaktøren Sine Norsahl, som mit forlag Turbine har hyret til opgaven, har feinschmecket om diverse detaljer i sprog og handling. Manus har kørt frem og tilbage et par gange med en masse lange aftener til følge, men nu er det toptunet og altså sendt til finkorrektur.

Jeg glæder mig lige så meget, som ved de tre første bøger, måske endda mere. Det har været en hård og intens periode med skrivning i efteråret og langt ind i januar, og inden da med researchrejser til de to lande, hvor bogen foregår: Estland og først og fremmest Finland.

Coveret til den nye bog er også på plads, ligesom titlen: Den finske patriot. Om lidt skal vi igang med flaptekster, anmeldercitater fra de første bøger, og ikke mindst den vigtige bagsidetekst. Og når det er klaret, og både omslag og bogens “indmad” er helt færdiglayoutet, så mangler bare trykningen. Derefter det helt store: At få den færdigtrykte bog i hånden.

Jeg glæder mig!

 

på bestsellerlisten

De seneste par uger har været ret optursagtige. Den svenske løgner har indtaget bestsellerlisterne hos Arnold Busck, hvilket jeg godt vil indrømme er noget, jeg har drømt om og håbet på ville ske (tror ikke helt på de forfattere, som siger at det ikke betyder noget for dem, om deres bog kommer ud over rampen og bliver læst :-) ). I den forløbne uge var den nummer syv på krimilisten. Det begyndte for en fem-seks uger siden, hvor den var nummer ti, dernæst var den ude i en uge, så inde som nummer seks og ugen efter nummer ti. Så røg den ud en uge, og kom altså så ind som nummer syv. Det glæder mig rigtig meget, også fordi det ifølge de bulletiner, jeg har fået, også øger interessen for Den danske lokkedue og Den norske lakaj. Skønt, skønt, skønt…

… i svensk humør…

I går var jeg lige et smut i Malmø, hvor jeg genså alle lokationerne til åbningsscenerne i Den svenske løgner; mordstedet, flugtvejen… i det hele taget satte jeg mig påny i Ketils sted, ligesom under researchen og skriveprocessen. Det var lige før, jeg fik følelsen af at være igang med at skrive bogen igen. En proces, method writing, som får mig op at køre, når jeg er i den, og som – bilder jeg mig ind – fører til tekster, der er bedre skrevet. Opgaven i Malmø i sommer (bogen foregår om sommeren) var iøvrigt at sætte mig ind i flere personers tanker og gøremål, da jeg jo er en alvidende fortæller, så måske er den måde jeg griber tingene an på snarere “method writing i tredje person” (normalt forbindes begrebet vist nok med, at forfatteren skriver i første person, med jeg-fortæller). Det var cool (også i bogstaveligste forstand, det var pivkoldt med isvind) at flakke omkring i gaderne i går, og det var skønt at sætte sig med en kop kaffe og betragte omgivelserne. Lidt senere gik jeg ind i nogle boghandler og så Lockfågeln (Den danske lokkedue) stå fint præsenteret under krimi-nyheder. Den første bog i serien udkom i januar i Sverige og er blevet fint modtaget. På fredag kommer Den svenske løgner så i Danmark. Jeg må sige, at jeg virkelig er i svensk humør for tiden…

forfatter(e) og facebook

Forfatter uden at have facebook inde over på den ene eller anden måde? Det tror jeg efterhånden, man skal lede længe efter. De fleste, inklusive mig selv, bruger selvfølgelig facebook til at skrive til vennerne, hvis der sker noget nyt omkring deres bøger. Man skulle være et skarn, hvis ikke man fortalte om det, man brænder for, på de sociale medier (og så er der jo også twitter, men dertil er jeg ikke lige nået… :-) . Kunsten er selvfølgelig ikke at bombardere med informationer og holde sig til de vigtige – og sjove, hvis muligt. Rigtigt mange forfattere har en decideret “fanside” på facebook, altså hvor læsere/fans kan følge med i stort og småt. For eksempel har jeg selv klikket “synes godt om” på min danske favorit spændingsforfatter Jens Henrik Jensens facebook-fan-profil. Ligesom over 2000 (!) andre. Det er mange, og det er cool at få opdateringerne ind på sin egen startside på facebook, selv om jeg også ofte tjekker hans rigtige hjemmeside for solidt nyt. Ikke mindst glæder jeg mig som et lille barn til, at hans nye bog, De Hængte Hunde, udkommer… Nå, men det var et sidespring. Jeg har selv valgt at lave en facebook-fan-profil på Ketil Brandt, hovedpersonen i mine bøger. Jeg tænkte, at det kunne være en lidt anden måde at gøre det på, hvor folk, der er fortrolige med – eller blot nysgerrige på – figuren Ketil kan gå ind og se lidt ekstra features om, hvad han tænder på, og iøvrigt følge med i hans kommende whereabouts. På den måde bliver der også lidt større forskel på facebook-fansiden og så hjemmesiden, som du er inde på her. Jeg blev glad, da Ketil Brandt forleden rundede de 100 fans. Meget fint, at det blev trecifret, og i skrivende stund er den vokset til 124, så lidt fremad går det… Der dog stadig et stykke op til Lisbeth Salander, der jo er en kendt figur på verdensplan. Sidst jeg tjekkede havde hun 144.000 “likes” :-)

Jeg læste lige den anden dag om en diamanthandler, som var blevet myrdet i Holland, og måtte straks tænke på, at det i Den norske lakaj er sådan, at politiet i Haag også har gang i sådan en sag i tillæg til den sag, som Ketil Brandt interesser sig for. Jeg tænkte, at det jo er lidt den omvendte verden, når noget jeg har skrevet i en skønlitterær bog, EFTERFØLGENDE sker i virkeligheden. Normalt er fiktionen, i hvert fald hos mig, inspireret af virkeligheden, som den er hændt – eller kan tænkes at hænde med en vis sandsynlighed. Det sjove er så, at jeg faktisk har oplevet at være på forkant et par andre gange, f.eks. i Den danske lokkedue, hvor den danske håndboldspiller Kristina Bille rejste ned for at spille i Ljubljana, ligesom Helle Madsen i bogen. Heldigvis blev det et noget fredeligere ophold i virkeligheden, som jeg har forstået det :-) En anden ting var, at det gik op for mig – efter at Den danske lokkedue gik i trykken – at der faktisk i virkeligheden fandtes en ejer af en supermarkedskæde, som steg op i politik med raketfart. En slags virkelighedens Josip Österreicher! Sådan da…Vil ikke påstå, at jeg har profetiske evner, men der er nu sjovt, når fiktionen overhaler virkeligheden. Eller skulle man sige, at virkeligheden overgår fantasien. I hvert fald kommer denne flirt med virkeligheden til at gøre fiktionen ekstra nutidig. Måske…